Hans Schack og hans slægt på Schackenborg

Hans Schack og hans slægt på Schackenborg

Et militært geni hentes til Danmark: Historien om Hans Schack – Rigets frelser

Hans Schack blev født i 1609 i en nordtysk adelsslægt og startede allerede som 13-årig sin militære karriere. Hans Schack viste hurtigt militærstrategiske evner, og hans tilværelse som professionel lejesoldat tog snart fart. Dengang var hærenheder en forretning, hvor man gik i tjeneste hos den hertug eller konge, som betalte bedst. Hans Schack tjente således Christian IV’s hær under Trediveårskrigen, ligesom han både var i svensk, tysk og fransk krigstjeneste. I løbet af sin karriere vandt han stor respekt og ry for at være en dygtig feltherre og ikke mindst ekspert i fæstningsanlæg. Som kommandant i Hamborg havde han bl.a. stået for en forbedring af byens fæstningsanlæg. Det var derfor Hans Schack, som Danmark sendte bud efter i 1657, hvor mørke skyer for alvor truede i horisonten.

Denne gang handlede det ikke om fjender syd fra, men derimod fra nabolandet Sverige. Svenskerne ekspanderede voldsomt i disse år, og Danmark havde allerede tabt store områder og sin indflydelse i Østersøområdet i flere krige op gennem 1600-tallet. Men det skulle blive endnu værre, for alt tydede på, at svenskerne inden længe igen ville være på fremmarch.

Derfor rettede man fra dansk side i foråret 1657 henvendelse til Hans Schack for at bede ham indtræde i hæren som general i den krig mod svenskerne, man vidste ville komme. Og ganske rigtigt. I juni begyndte den såkaldte Første Karl Gustav krig. Det svenske angreb kom syd fra via Holstens sydgrænse, og snart var Jylland besat. Godt hjulpet på vej af en bidende isvinter kunne svenskerne fortsætte erobringen og gik den 30. januar 1658 over Lillebælt. På få dage var Fyn indtaget. Karl Gustavs hær drog sejrende videre og marcherede over isen til Sjælland via Langeland og Lolland-Falster. Den 13. februar nåede Karl Gustav Køge. Det tvang danskerne til forhandlingsbordet, og den 26. februar blev Roskildefreden underskrevet. Igen måtte Danmark afstå store landområder til Sverige, herunder Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

Det var under Første Karl Gustav krig, at Hans Schack kom til Danmark. Forhandlingerne mellem Schack og den danske regering havde trukket ud, for Hans Schack havde store krav. Med i aftalen var således bl.a. en klækkelig gage, adelige privilegier samt løfte om et len for livstid. Først den 6. januar var tingene faldet på plads, og Hans Schack blev udnævnt til dansk generalløjtnant og oberst til hest. Dog var tidspunktet så sent, at Hans Schack ikke nåede at spille en rolle i Første Karl Gustav Krig.

Hans Schack besejrer svenskerne og bliver en af rigets mægtigste mænd

Selvom svenskerkongen ikke fik alle sine krav opfyldt i Roskildefreden, var aftalen en total ydmygelse af Danmark. Men alligevel var Karl Gustav ikke tilfreds og fortrød, at han ikke havde erobret hele Danmark, da han havde chancen. Derfor brød Anden Karl Gustav Krig ud i august 1658, hvor svenskerne belejrede København. Aldrig før havde Danmark været så tæt på at blive udslættet, og havde det ikke været for Hans Schack, var hele Danmark formentlig endt som en del af Sverige.

Grundet sin store erfaring og viden om fæstningsanlæg blev Hans Schack nemlig udnævnt til leder af Københavns forsvar. På trods af at både vand og fødevareforsyning mere eller mindre var afskåret, lykkedes det Schack at mobilisere københavnerne til forsvar. Belejringen af København bød på flere træfninger og angreb i de kommende måneder, og den 10. februar indledte svenskerne den afgørende storm på København. Men denne gang stod svenskerne over for Hans Schack og det effektive forsvar, han havde organiseret. Stormen endte med et massivt nederlag til den svenske konge, med 580 døde og 900 sårede. På forsvarets og Schacks side var tabene til sammenligning ufattelig små med højst 12 døde og endnu færre sårede.

Hans Schack blev efter stormen på København udnævnt til feltmarskal, og hans opgave var nu at befri resten af landet fra svenskerne. Det afgørende slag mellem Danmark og Sverige kom til at stå ved Nyborg. Den 14. november 1659 slog den danske hær under Hans Schacks ledelse svenskerne og satte et blodigt punktum for den svenske kongens ekspansionstrang. Karl Gustav døde i februar 1660 efter kort tids sygdom, og i maj 1660 blev den endelige fredsaftale mellem Danmark og Sverige underskrevet.

Efter sejren over svenskerne var Hans Schack yderst populær i det ganske land, og han blev en af rigets mægtigste mænd. Han udnævntes til chef for hele den danske hær og blev medlem af Rigsrådet på trods af, at han ikke var indfødt dansk. Hans Schack nød i høj grad kong Frederik 3.s velvilje, og det er ikke usandsynligt, at han var indviet i kongens planer om at indføre Enevælden. Nogle mener ligefrem, at han var en af hovedkræfterne bag Enevældens indførelse i 1660, hvor den danske adel fik reduceret sin magt og indflydelse. Vi ved i hvert fald, at Hans Schack i de turbulente dage, hvor statsomvæltningen blev gennemført, holdt militæret i ro, og at han på alle måder forblev kongen en loyal støtte, der til gengæld belønnede ham med vigtige poster, ordener og ikke mindst flere jordbesiddelser, herunder Møgeltønder len. I 1663 modtog Hans Schack Danmarks fornesmste orden, Elefantordenen, og i 1671 blev han ophøjet til greve og hermed til den danske adel.

Hans Schack, hans familie og Schackenborg slot

I 1661 fik Hans Schack livsbrev på Møgeltønder len. Allerede i september samme år købte han Møgeltønder af kongen, der også omfattede Ballum og Lustrup birker. Efter svenskekrigene var Møgeltønderhus nærmest en ruin, og Schack rev derfor de fleste af de gamle bygninger ned og begyndte at bygge et slot på fundamentet af den gamle borg. En af de bygninger, der fik lov til at blive stående, var Fruerhuset, som i dag er Schackenborgs søndre sidefløj. Hans Schack valgte også at beholde porthuset og ikke mindst voldgraven, sandsynligvis som et udslag af hans store viden om fæstningsanlæg. Hans Schack opførte Schackenborg som et trefløjet slot i barok, der var tidens dominerende stilart. Oprindeligt var slottet bygget i røde mursten, og først i 1750’erne fik Schackenborg sit nuværende udseende med pudsede, hvide mure.

I 1664 stod den væsentligste del af slottet færdigt, men først i et brev fra godsforvalteren i juni 1666 meddeles det, at hovedbygningen er klar til indflytning. På dette tidspunkt hed slottet endnu ikke Schackenborg. Det skete først i 1671, da Hans Schack blev ophøjet til lensgreve. Men uanset navnet flyttede Hans Schack og hans familie ind på det smukke slot i 1668. Hans Schack var gift med Anna Blome, som han havde mødt i 1647, hvor hun blot var 16 år. Han selv var allerede forlovet med Magdalene Ahlefeldt, og også Anna Blome var lovet væk til anden side. Alligevel blev Hans Schack og Anna Blome gift i 1648. Parret fik i alt syv børn, men oplevede den store sorg at miste fem af dem. De fire døde som ganske små, mens datteren Augusta døde som nygift i 1670. Tilbage var kun to børn: Sønnen Otto Didrik, der var født i 1652 og datteren Sophie Amalie, der kom til verden i 1657.

En af Hans Schacks store opgaver i 1660’erne var at få samlet al jorden under Schackenborg, for faktum var, at jordene lå meget spredt. Det løste Hans Schack ved nye opkøb. I 1661 købte han f.eks. det gamle bispegods ved Ballum, og i 1664 gården Roj mellem Tønder og Møgeltønder, og lagde jorden ind under Schackenborg. Samme år købte Hans Schack også Gram Slot og de tilhørende jordbesiddelser, ligesom han ejede godser og jorde flere andre steder i Danmark.

Ligeså populær Hans Schack var som feltherre, ligeså upopulær var han som godsejer. Han forsøgte at overføre metoder fra hærledelsen til ledelsen af hans enorme landbrug, men det vandt ikke genklang hos fæstebønderne. Allerede da Schackenborg blev bygget ved hjælp af bøndernes hoveriarbejde, vakte Schack stor vrede hos bønderne. Det blev på ingen måde bedre med årene, og i 1672 kom det så vidt, at 60 fæstebønder rejste til København for at klage til Kongen. Det fik de dog ikke overvældende succes med. Nogle af bøndernes krav blev imødekommet, men lederne af ”bondeoprøret” blev fængslet, og deres anfører mistede sin fæstegård.

11 generationer af Schack-slægten har levet på Schackenborg

Da Hans Schack døde af sygdom den 27. februar 1676, blev han begravet under stor pomp og pragt i Trinitatis kirke i København, som det sig hør og bør for en af Danmarks største feltherrer. Han efterlod sig en fornem arv i form af grevskabet Schackenborg og ca. 2.500 tønder land, der i de følgende mange hundrede år og generationer blev beboet og drevet af Hans Schacks efterkommere.

Schackenborg gik først i arv til Hans Schacks søn Otto Didrik Schack, der som sin far var tæt knyttet til det danske kongehus. Foruden at være lensgreve var Otto Didrik Schack også amtmand i Ribe. Otto Didrik døde dog allerede i 1682, hvorefter hans enke Sophie Dorothea Schack overtog administrationen af Schackenborg. Hun forskønnede Schackenborg og fik bl.a. anlagt parken syd for Schackenborg ved vejen ind i Møgeltønder, og som i dag er offentlig tilgængelig. Men dengang var bønderne dog stærkt utilfredse med grevinden, fordi hun inddrog noget af deres jord til parken.

Og sådan fortsatte historien sin gang på Schackenborg, hvor hver generation satte sit eget præg på slottet og området. Nogle efterlod sig større aftryk i historien end andre. Her møder vi f.eks. Hans Schack 2., der fik tilnavnet Sølvarmen, da han mistede en arm i kamp og fik en protese af sølv. Hans enkegrevinde Anna Margrethe Schack fik derimod tilnavnet Den onde Grevinde, på grund af en usædvanlig hård fremfærd over for en uønsket svigerdatter samt sin stejle og hårde ledelse af driften af Schackenborg. Men på trods af det lidet smigrende øgenavn var der her tale om en af Danmarkshistorien stærke kvinder, der ved sin død var en af Danmarks største jordbesiddere. Årene bragte også vidende og belæste Schack’er som f.eks. Hans Schack 5. der blev en anerkendt ægyptolog og som samtidig var en dygtig fotograf. Det var også ham, der i 1870’erne gennemførte Schackenborgs overgang fra arvefæste til ejendom og købte flere ejendomme til godset. Hans søn, lensgreve Otto Didrik Schack 5., spillede en stor og vigtig rolle i en vanskelig periode i Schackenborgs og Sønderjyllands historie, nemlig i årene, hvor Sønderjylland blev en lille og fjern provins i det stortyske rige.

Schackenborg blev et nationalsymbol i det tabte Sønderjylland

Schackenborgs historie har siden middelalderen båret præg af den evige strid om hertugdømmernes Slesvig og Holstens tilhørsforhold. Striden var aldrig blevet løst, og i både treårskrigen i 1848-1850 og i krigen i 1864 kolliderede dansk og tysk nationalisme i spørgsmålet om Slesvigs skæbne. Hertugdømmet Slesvig havde i århundreder hørt under den danske krone, men var samtidig et område, hvor der både blev talt dansk og tysk. Selvom slesvigerne havde deres egen regionale identitet, identificerede man sig også som enten tysk- eller dansksindet, og særligt i Nordslesvig orienterede man sig mod Danmark.

Da krigen i 1864 sluttede, måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, og en ny grænse blev trukket mellem Danmark og Det stortyske Rige: Kongeåen. Med ét var det dansksindede Nordslesvig blevet en fjern provins i Det stortyske Rige, og sådan skulle det forblive i de følgende 56 år. I denne periode gennemgik området en systematisk germanisering. Fra 1888 var tysk det eneste tilladte sprog i skolen. Store gårde i området blev opkøbt for udelukkende at blive bortforpagtet til tysksindede landmænd. Dansksindede borgere både udvandrede og blev masseudvist, ligesom tyske bosættere kom til området for at mindske det danske flertal. Også arkitekturen blev påvirket, for skulle der bygges nyt, måtte tegningerne først godkendes af de tyske myndigheder. Det var ligeledes forbudt at flage med Dannebrog. Alligevel holdt de dansksindede indbyggere i Nordslesvig stædigt fast i deres orientering mod Danmark, og kampen for at blive genindlemmet i Danmark blev en regulær folkesag.

Møgeltønder var en af de mange byer, der efter krigen i 1864 blev tysk, og Schackenborg lå nu i Tyskland. Men samtidig var det et af de områder, hvor danskheden stod allerstærkest, og Schackenborg, Schack-slægten og det danske kongehus blev nogle af de vigtigste symboler på danskheden. Schackenborg og Møgeltønder havde siden 1400-tallet været dansk enklave, der havde hørt direkte under den danske krone som kongeligt len og ikke som slesvigsk. Hertil kom, at Schack-slægten historisk set var tæt forbundet med kongehuset, og at kongefamilien selv kom ud af en slesvigsk hertugfamilie. Og ligeledes lagde lensgreve Otto Didrik Schack 5. ikke skjul på sit klare danske tilhørsforhold.

Otto Didrik Schack 5. var født på Schackenborg Slot den 11. januar 1882, og allerede i 1905 overtog han ved faderens død grevskabet. I de følgende år engagerede han sig dybt i kampen for at få Sønderjylland hjem til Danmark. Han var f.eks. sekretær for Landeværnet, der kæmpede for at beholde gårde og jorde på danske hænder, og han blev ligeledes medlem af Nordslesvigsk Vælgerforenings tilsynsråd, der var de dansksindede sønderjyders vigtigste organ. Da Første Verdenskrig brød i 1914 valgte tyskerne at arrestere og internere Otto Didrik Schack i krigens første måneder, mistænkt for landsforræderi og som mulig trussel mod Tyskland.

Da Tyskland tabte Første Verdenskrig i 1918, begyndte de fredsforhandlinger, der gav mulighed for en demokratisk afstemning om grænsens placering. Den nuværende grænse følger denne afstemning, og det var langt fra hele det tabte land, der blev dansk igen. Men i det nordlige Slesvig stemte 75 % af befolkningen for en genindlemmelse i Danmark – og ikke overraskende var Møgeltønder ved afstemningen i 1920 næsten 100 % dansksindet. Ved Genforeningsfesten i Kongeskansen den 11. juli 1920 var det ligeledes Otto Didrik Schack, der bød Christian 10. velkommen som Nordslesvigs konge.

Efter genindlemmelsen af Sønderjylland blev Otto Didrik Schack amtmand over Tønder Amt. Hans indgående kendskab til de lokale forhold samt til den sønderjyske historie og mentalitet gjorde, at det var en rolle, som han i den grad kunne udfylde. Det betød f.eks., at han også havde stor forståelse for det tyske mindretal, der med den nye grænsedragning nu var blevet dansk. I alle henseender arbejdede Otto Didrik Schack for at skabe afspændinger i grænselandets modsætninger, og han var en højt respekteret amtmand for Tønder frem til sin død i 1949.