Landbruget på Schackenborg

Landbruget på Schackenborg

 

 

 

Schackenborgs jorder og juletræer

Schackenborgs landbrugsjord består af 696 hektar. Jordtypen er meget varieret – fra den lette sandjord på Solvig øst for Tønder til den stive marskjord vest for Møgeltønder. Det gør den ideel for flere forskellige afgrøder, og i dag dyrkes der vinterhvede, vårhvede, vinterrug, vinterraps, fremavlsærter og maltbyg på Schackenborg. Hovedvægten er således produktion af brødkorn, og Schackenborg producerer årligt 30-35.000 tønder korn.

 

På 58 hektar dyrkes de kendte Schackenborg-juletræer, og i mere end 20 år har Schackenborg dyrket de karakteristiske Normandsgrand. Både jorden og klimaet er meget velegnet til juletræsproduktion, og det var derfor også en af de første ting, som Prins Joachim kastede sig over på Schackenborg. Læs mere om, hvordan Prins Joachim startede juletræsproduktionen her

I dag producerer Schackenborg ca. 30.000 juletræer om året, og ikke mindst i udlandet er juletræerne populære. En stor del eksporteres til Tyskland, og nogle af træerne skal end dog så langt som til Hong Kong, der hvert år importerer ca. 2.000 af Schackenborgs juletræer. Træerne fragtes af søvejen i en kølecontainer med bare en grad, og ca. en uge før ankomsten får de frost for at sikre holdbarheden.

Også herhjemme funkler Schackenborg-juletræerne i mange hjem, når julen nærmer sig. For det er nemlig muligt selv at besøge Schackenborgs jorde og i weekenderne op til jul fælde præcis det juletræ, man gerne vil have.