Rundt om Schackenborg

Rundt om Schackenborg

Schackenborg Slotspark har i århundrede været underlagt skiftende modeluner

En have bliver aldrig færdig. Den vokser og ændres konstant. Schackenborg slotspark er ingen undtagelse, og anlæggene har siden 1600-tallet været underlagt skiftende modeluner. Allerede da Schackenborg blev bygget, blev der anlagt haver inden for den voldgrav, der omgiver slottet. Det er dem, der i dag kaldes for den indre slotspark.

Den ydre slotspark (populært kaldet Sønderhaven) blev anlagt af Enkegrevinde Sophie Dorothea Schack i slutningen af 1600-tallet. Parken var oprindeligt en typisk barokhave med klare aksedelinger, men med tiden ændrede parken sig. I 1750’erne blev den f.eks. omdannet til et fransk anlæg med store lindealléer, og omkring 1800 blev slotsparken udvidet med nåletræsbeplantning. Mange træer blev efterhånden plantet, og en stor del af parken er i dag skov.

I mange år var også den ydre slotspark forbeholdt Schack-slægten på Schackenborg, men efterhånden blev den også åben for befolkningen i Møgeltønder. I 1970 kunne Tønder Kommune endelig overtage administrationen og pasning af parken til gengæld for, at den permanent er åben for offentligheden.

Både den indre og ydre slotspark har siden fået et yderst tiltrængt løft af Prins Joachim

I 2007-2009 gennemførte Prins Joachim en omfattende renovering af parken, hvor stierne blev genoprettede og halvdelen af træerne fjernet, og mange af de gamle oprindelige elementer blev draget frem igen.

Slotfeltladen – fra lade til kulturhus

Slotfeltladen hører også under Schackenborg, men drives i dag af Tønder Kommune og frivillige foreninger. Slotfeltladen blev opført i midten af 1800-tallet og var som navnet antyder en lade. Dengang var Schackenborg et af Danmarks største landbrug, og den store lade blev brugt til bl.a. halm. Helt frem til 2008 var laden i brug.

Se mere om Slotfeltladen her:

Her begyndte man at planlægge at restaurere den, for laden er en bevarelsesværdig bygning – ikke kun i kraft af den størrelse, men også fordi Slotfeltladen er bygget efter samme principper som en basilika. Størrelsen krævede nemlig en særlig byggeteknik. Da man i midten af 1800-tallet ikke kendte til limtræ, anvendte man i stedet plankespær, der var planker, som blev boltet sammen. På den måde kunne man konstruere større tage og kupler. Det var en teknik kendt fra Italien, hvor den blev brugt i konstruktionen af flere berømte basilikaer og bygninger. Kun ganske få bygninger i Danmark er bygget med plankespær som Slotfeltladen – en af dem er kuplen på Christiansborg Slotskirke.

Realdania og Ecco har finansieret en total restaurering af Slotfeltladen. Det var et enormt projekt, der strakte sig over to år og som kostede ni mio. kr. Realdania var igen i 2015 med til at finansiere en større reparation af Slotsfeltladen efter stormen i 2013. I dag er Slotsfeltladen kulturhus og et yndet turistmål.

Se mere om projektet her:

Besøgende kan ud over at nyde den smukke og imponerende bygning også se en kortfilm om restaureringen af Slotfeltladen, Schackenborg og ikke mindst fundene af guldhornene.

Hvad mulden gemte: Fundet af guldhornene

Til turen rundt om Schackenborg hører også et af Danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige arkæologiske fund. De to guldhorn blev nemlig fundet i Gallehus, der hørte under Schackenborg.

Den 27. juni 1639 var den unge pige Kirstine Svendsdatter på vej til Møgeltønder. Ugen forinden havde hun taget samme tur, og her havde hun lagt mærke til noget, hun først troede, var en rod, stikke op ad jorden. Igen så hun roden og besluttede sig for at trække den op. Men det var ikke en rod. Hun skyllede fundet i en grøft, dog stadig uklar over, hvad hun havde fundet. Hun tog sit fund med sig hjem, hvor alle mente, at det da bare var et sølle gammelt jægerhorn, hun havde fundet. Men Kirstine troede noget andet, og guldsmeden i Tønder bekræftede over for hende, at hornet var af det pureste guld. Da nyheden om fundet nåede kongen, befalede han hornet til sig, imens den unge Kirstine blev belønnet med en ny kjole.

Det andet guldhorn blev fundet på den samme mark ved Gallehus nær Møgeltønder 95 år senere, den 21. april 1734. Denne gang var finderen husmanden Erik Lassen, der gravede efter ler til et nyt gulv i sit lille hus. Erik Lassen, der i daglig tale blev kaldt Jerck, var husmand på Schackenborg, og derfor bragte han hornet til Grev Otto Didrik Schack 1. Jercks horn var kortere end det første, da et stykke var brækket af, og greven sendte derfor straks seks stærke karle med spader ud for at lede efter det manglende stykke. Men det blev aldrig fundet. Grev Schack belønnede Jerck med 200 rigsdaler og sendte guldhornet til København.

De to guldhorn er til dags dato Danmarks største guldfund. De stammer fra den germanske jernalder i 400-tallet og var begge smukt og kunstfærdigt udsmykket med motiver af mennesker, dyr og fantasivæsner. På det korte horn var der tillige en runeinskription, der er blevet tolket som "Jeg, Lægæst, Holts søn, skabte hornet" eller "Jeg Lægæst, skovmand, gjorde hornet", men der er fortsat tvivl om tolkningen. Hornene har formentlig været brugt til ceremonier og religiøse ritualer.

At fundet i dag står som det mest bemærkelsesværdige i Danmarkshistorien, skyldes dog ikke kun selve guldhornene, men også den tragedie, der fulgte. Den 6. maj 1802 blev de nemlig stjålet fra Det kongelige Kunstkammer af den fattige guldsmed og urmager Niels Heidenreich. Da tyven blev fanget næsten et år senere, var det for sent. Han havde smeltet guldet om, og den danske nationalskat var for evigt tabt. Adam Oehlenschläger begræd allerede ved tyveriet tabet i et af Danmarks mest berømte digte, ”Guldhornene”, der indledes med de berømte ord: De higer og søger i gamle bøger. Tragedien ville i øvrigt, at Oehlenschläger kun boede få husnumre fra Niels Heidenreich, og at han meget vel kan have skrevet det berømte digt, imens Niels Heidenreich var i fuld gang med at omsmelte guldhornene. I dag findes der kun rekonstruktioner af guldhornene ud fra de mere eller mindre usikre tegninger, der blev gjort gennem tiden.