Smag på Schackenborg

Smag på Schackenborg

Schackenborg og De 5 Gaarde

Schackenborg er en del af De 5 Gaarde, der på én gang forener århundredgamle traditioner med noget af det mest moderne inden for sit felt. De 5 Gaarde er et produktionssamarbejde mellem de fem gamle godser og herregårde Schackenborg, Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs og Wedellsborg. På gårdene produceres udelukkende fødevarer og afgrøder af meget høj kvalitet. For at sikre den høje kvalitet er alle gårdene Global Gap certificeret. Global Gap er et internationalt kvalitetsstempel og står for verdensomspændende godt landmandsskab.

De 5 Gaardes sortiment består bl.a. af kylling, mejeri, marmelader, specialøl og slotsbrød, der sælges i detailhandlen, samt en række lækre specialprodukter, der sælges i specialhandlen, herunder sennep, honning, spiritus og rapsolie. På www.de5gaarde.dk finder du alle herlighederne samt en oversigt over, hvor du kan finde dem.

Slotsbrød fra De 5 Gaarde

De 5 Gaardes Slotsbrød er bagt på det bedste korn fra Schackenborgs marker. Kornet er dyrket uden brug af stråforkortere, og der er ikke anvendt konserveringsmidler. I sortimentet finder du både fuldkornsrugbrød, rugbrød med majs og ris, grovhvede brød og naturligvis det særlige sønderjyske rugbrød. Det gammeldags rugbrød er bagt efter en gammel original sønderjysk opskrift. Slotsbrød kan altid kendes på den indbagte oblat. Den er fuldt ud spiselig og består primært af majs- og kartoffelstivelse. Slotsbrød forhandles både i Kvickly og SuperBrugsen.

Spirituosa fra Schackenborg

Det er med den gode smag i højsædet, at de fire varianter af spirituosa fra De 5 Gaarde er fremstillet. Serien består af en Dry Gin, Bitter, Vodka samt Egesnaps, alle efter idé af Prins Joachim. Spirituosaen er destilleret af Braustein microdestilleri i Køge på vand fra den jyske hede samt korn fra De 5 Gaardes egne marker.

Egesnapsen fra Schackenborg er tilsat en lille egepind fra Schackenborgs egne skove. Den er med til at give snapsen den unikke smag, og den flotte gyldne farve kommer udelukkende fra egepinden i flasken. Egetræet er specielt udvalgt fra Gallehus skov, der hører under Schackenborg. På bagsiden af forsideetiketten findes et gammelt skovkort med GPS-koordinater, der gør det muligt for dig at finde frem til stedet, hvor egetræet fra din Egesnaps har haft sine rødder. Stedet er fysisk markeret med en lille messingplade.

Specialøl til enhver lejlighed

Specialøllene fra De 5 Gaarde er brygget med omhu af nænsom maltet byg, primært fra egne marker, og tilsat humle. Øllene er alle kendetegnede ved en fyldig rig smag. Under brygningen fokuseres der på den naturlige maltsmag, og maltet lagrer længere end normalt, hvilket giver den flotte gyldne farve.

Serien af øl består af den mørke specialbryg Tido, luksusbryggen Didrik, pilsneren Orla, påskebryggen Hannibal, julebryggen Julius samt specialbryggen Falle. Alle øllene er opkaldt efter personer, der har haft deres gang på én af De 5 Gaarde. F.eks. er luksusøllen Didrik navngivet efter Otto Didrik Schack.