Herskabsstalden på Schackenborg Slot er indrettet med Hans J. Wegners klassiske og ikoniske møbler. Her fortæller hans datter, Marianne Wegner, om sin fars møbler og opvækst i Tønder.
Jeg tror ikke ret mange i dag vil finde min fars “Trebenede skalstol” særlig usædvanlig, men sådan var det ikke i 1963. I dag findes der specialværksteder til formspænding af træ, som kan levere dele til den type stole, men det gjorde der ikke dengang. Så det blev om aftenen på Johannes Hansens møbelsnedkeri, han fik adgang til at lave sine eksperimenter sammen med værkfører Thomsen. Og som konsekvens af dette var stedet, hvor stolen blev vist første gang, da også Det Københavnske Snedkerlavs udstilling, hvor Johannes Hansen hvert år deltog, og besøgende altid strømmede til for at beundre det sidste nye og håndværksmæssigt absolut bedste indenfor snedkermøbler.
Men en stol bestående af faconspændte krydsfinérskaller på et lamineret stel med tre ben var ikke lige det, man som besøgende forventede at finde på denne udstilling. Vist var der nogle, der fandt den ny og frisk, men de fleste mente vist, at den fyldte for meget og var for moderne. Ordet frækt blev også brugt – frækt, at min far overhovedet kunne finde på at stille op med en stol, der jo slet ikke hørte hjemme på en snedkerudstilling. Ja, og så havde han tilmed malet et af eksemplarerne orange – uha uha.
Men min far elskede imidlertid at overraske og skille sig ud med nye ideer, så fordelen for ham ved at vise stolen på netop snedkerlavets udstilling var, at det var her, hans design ville få størst opmærksomhed. Johannes Hansen havde ikke – som det ellers var sædvane med nye produkter – givet stolen et produktnummer. Så måske håbede min far også, at der kom en producent forbi, som ville lave hans stol, hvis Johannes Hansen ikke ville. De følgende år blev der godt nok lavet nogle skalstole på Johannes Hansens værksted, men herefter stoppede man.
Vi skal nu hele 35 år frem i tiden til 1998, før stolen kommer i egentlig produktion. Johannes Hansens værksted er i mellemtiden lukket, og det er nu Carl Hansen & Søn, der har fået retten til at fremstille stolen. Meget har ændret sig siden 1963. Boligerne er blevet større, og folk har siden midten af 1990’erne fået øjnene op for lidt mere pladskrævende og usædvanlige møbler. Reintroduktionen af skalstolen finder sted på Bellacentrets salgsmesse, hvor den bliver vist i ask. Bo Bedre tildeler den årets klassikerpris, og siden da er interessen for stolen steget stødt. Udover Danmark er den især populær i Norge, hvorfra tilnavnet “Smilet” stammer, samt i Sverige og USA.
Maj 2021, Marianne Wegner
Da min far designede sin stol CH23, var søgræs det materiale, man brugte til fletværk på stolesæder. Derfor var det nyt, at man i stedet valgte papirgarn til sæderne på både CH23 stolen og tre andre stole, som min far netop havde tegnet til Carl Hansen & Søn. Man kendte godt nok til papirgarn, idet det blev brugt til at binde om neg på marken, men man vidste ikke, om det var tilstrækkeligt holdbart til stolesæder og heller ikke, om det ville blive slapt i brug. Heldigvis skulle det dog vise sig, at materialet fuldt ud levede op til forventningerne – ja, faktisk så godt, at det i dag stort set har erstattet søgræs.
Ved første øjekast ligner CH23 måske en ret almindelig stol. Men ved nærmere eftersyn vil man opdage, at den indeholder en række løsninger, som er specielle, men typiske for min fars måde at arbejde med design på. Bagbenet er f.eks. buet bagud for oven og for neden. Ved gulvet er dette selvfølgelig gjort for sikre, at stolen ikke vælter bagover, men øverst er formålet med hældningen, at den skal passe nøjagtigt til den på rygbrættet, hvis skrå retning er fastlagt ud fra ønsket om den bedst mulige rygstøtte. Endvidere er bagbenenes flade fronter fra sædet og opefter “vredet” indefter, så de foroven netop passer til rygbrættets krumning på tværs. Og for både at fange øjet og vise værkstedets kunnen har træpropperne, som skjuler rygbrættets skruer, fået en karakteristisk korsform.
Til at lære folkene på værkstedet at flette de nye stole fik man en kurvemager, som havde været spejderkammerat med ejerens søn. Det mest almindeligt kendte flettemønster til sæder var og er stadig i dag det såkaldte kuvertflet. Fremgangsmåden er her at “vikle” snoren rundt om sædets sarge udefra, mens man bevæger sig – nærmest danser – rundt om stolen. Til sædet på CH23 havde man imidlertid valgt det mere usædvanlige “planflet”, som er en slags vævning. Udover på denne måde at give sædet et mere karakteristisk udseende kan grunden til valget også have været, at planflet var velegnet til at udligne forskellen mellem sædebredde fortil og bagtil på CH23’eren. Fremgangsmåden er her, at man starter med at trække garnets snore fra forkant til bagkant, hvorefter de tværgående snore væves på. Vendingen i siden sker da ved at føre snoren ned omkring sidesprossen, der af samme grund er placeret lige under sidesargen.
Maj 2021, Marianne Wegner
En savbuk eller en klapstols sidebillede kunne være det, der inspirerede min far til denne yderst komfortable, stærke og interessante stol, som i sin enkleste form med træsæde består af så få som kun otte elementer, hvor en almindelig firbenet stol til sammenligning ofte indeholder 13 – 14 dele.
Den grundliggende idé i sidebilledet på en almindelig klapstol og CH29 er ikke meget forskellig. Men kigger man på detaljer og siddeegenskaber, så er forskellen stor. En klapstol har typisk et fladt, smalt sæde, fordi det skal kunne ligge imellem stolens ben, når den foldes sammen. Og dens ryglæn er ofte også ret fladt, da en stabel klapstole ikke må fylde for meget i opbevaringen. Den er derfor også mest egnet til at sidde lige fremadrettet på, men tanken med den er jo også, at den skal kunne hentes frem fra gemmerne og fungere som reservestol, og man må så acceptere, at den ikke er specielt magelig.
CH29 kan derimod ikke klappes sammen, og netop fordi det ikke har været tanken, har min far kunnet bruge ideen i konstruktionen til at lave en stol, hvor mageligheden har været i absolut fokus. Sædet er derfor blevet gjort ekstra bredt fortil og buet lidt nedefter på midten, og rygbrættet har kunnet få en særlig kraftig krumning på tværs, samtidig med at dets vinkel er blevet nøje tilpasset hældningen på en menneskeryg. Ved disse tiltag får man som bruger mulighed for at dreje sig i stolen og finde behagelig hvile i flere forskellige siddestillinger.
Rent designmæssigt bærer alle detaljer i CH29 tydeligt præg af min fars meget personlige tilgang til design. Tager man forbenene, er disse runde og gjort tykkest ud for sædet af hensyn til styrken i samlingerne med de to sarge. Opefter og nedefter er de spidset til, fordi der ikke er brug for så meget træ her, og deres ender er også rundet for at give indtryk af lethed. Bagbenene er så til gengæld gjort flade på siderne og ekstra kraftige for oven med en krumning bagud. Det første for at kanten i siderne på deres” greb” omkring de tykkere forben ikke skal blive for spids og flosse, og det sidste for at sikre tilstrækkeligt med træ til en solid dyvelsamling med forbenene.
Endelig har stolens rygbræt fået udskæringer i siderne, som med deres størrelse og form er med til at give stolen sit luftige og let genkendelige udseende, men som samtidig også har betydning for brættets samling med forbenene. For af hensyn til stolens magelighed er buen for oven på brættet kortere end buen for neden, og med denne forskel er det lettere at samle forben og bræt med fire korte tapper, end det ville være med to i brættets fulde højde.
Maj 2021, Marianne Wegner
I 1954 havde min far til sin producent Carl Hansen tegnet en enkel og komfortabel spisebordsstol CH30, som bestod af et massivt træstel med faconspændt sæde og ryg. Møbeldesign var på dette tidspunkt ikke lovmæssigt beskyttet, og stole i lignende design dukkede snart op hos andre producenter. Fra sædet og opefter var der ikke meget forskel, men hos dem var sprosserne gjort enklere og spinklere for at reducere prisen, og det gik det ud salget af CH30. Der var de, der mente, min far burde føle sig smigret over at kunne inspirere andre, men når han et par gange oplevede knap at kunne vise et nyt design, før det blev efterlignet, så var det et problem. For en god, ny stol tager tid at designe, er dyr for en producent at gøre klar til produktion, og så vidste man jo ikke, om den ville falde i folks smag.
Men i stedet for at give op, animerede “konkurrencen” i dette tilfælde min far til at designe en ny version af sin CH30 – nemlig CH33. De flade ben i 30’eren blev erstattet med runde, og bagbenene fik tilføjet et knæk for oven med en karakteristisk form til støtte for det skråtstillede rygbræt. Med lige bagben måtte sidesargene forlænges, hvilket førte til valget af den alternative udformning. Derudover blev det gjort endnu mere tydeligt end på 30’eren, at det massive stel var det bærende i stolen og de to faconspændte skaller de bårne, idet sidebukkene på 33’eren var blevet vippet ind mod hinanden for oven, hvorved begge skaller – men især rygskallen – kom til at fremstå mere fri af konstruktionen. Og for yderligere at understrege dette blev rygskallen gjort ekstra bred og fik nu en ny og mere præcis form med tilspidsede ender.
Det at arbejde med faconspændte krydsfinérskaller som på CH33 (og Skalstolen) var noget, som for alvor var blevet muligt i løbet af 1940’erne. Teknikken blev introduceret omkring 1930, og under Anden Verdenskrig blev den videreudviklet af englænderne og bl.a. brugt i kombination med balsatræ i et fly, som på grund af dets lethed fik navnet “Myggen”. En prøveflyvning viste, at det var et både særdeles hurtigt og manøvredygtigt fly, og så havde det den fordel, at det var svært at fange på en radar. Herhjemme er dette fly kendt for Royal Air Force bombning under krigen af Shell-huset i København og Aarhus Universitet, der da begge var besat af Gestapo.
Maj 2021, Marianne Wegner
Blandt min fars mange armstole er der særlig en type, som han jævnligt vender tilbage til. Det er den, hvor rygstøtte og armlæn løber sammen i et i U-formet kopstykke. De fleste har armlæn, der når helt frem til forbenene, men nogle har som PP68 fra 1987 arme, som er knap så lange. En af fordelene ved stoletypen er, at kopstykkets bløde runding bagtil gør det ret let at nå ind og f.eks. dække bord eller servere. En anden er, at man som siddende i stolen forholdsvis let kan smutte ind og ud ved at dreje den (hvor en kantet stol modsat ofte må skubbes helt tilbage). Derfor egner typer som PP68 sig særlig godt som spisebordsstol.
At sende en ny stol på markedet, som ikke var god at sidde i, var utænkeligt for min far, og eftersom han vidste, at vi mennesker ofte og ubevidst skifter stilling, så hørte det med, at der skulle være plads i stolen til dette. Det U-formede kopstykkes udformning og højde over sædet er selvfølgelig afgørende for, at man både kan hvile armene uden at føle spænding i nakke eller skuldre og samtidig få støttet sin lænd på rette sted og i den rette vinkel. Derfor skulle der også være plads til ens hale mellem kopstykke og sæde, og så skulle sædet skråne en smule nedefter mod bagkanten, så man ikke gled fremefter.
Det var denne stoletypes særlige egenskaber, som havde ført til, at den var blevet valgt til restauranterne på et par færgeruter, hvor man jo skal nå at dække bord og bespise mange mennesker på kort tid. Det var sådanne stole, min far havde tegnet til PP Møbler, og de må have levet op til forventningerne, for det blev endnu et færgeprojekt, der knap 10 år senere satte min far i gang med at tegne sin PP68. At stolen her var tænkt til en færge, er nok ikke det første, der falder en ind. Men profilen på armlænets front, som jo er lidt højere end det er bredt, stammer herfra. Baggrunden for dette var, at skibsgulve ofte krummer lidt, og da bordplader nødvendigvis må være vandrette, kunne højden på siderne af et bord variere. Med stop af stolens armlæn mod bordkanten ville en lidt højere profil bedre kunne udligne forskellen. Men ikke alle projekter bliver til noget, og PP68 kom aldrig ud at sejle. Men det er altså forklaringen på, at armlænet på denne stol ikke, som på mange af min fars andre stole, er bredere, end det er højt.
Maj 2021, Marianne Wegner
Min far Hans Jørgensen Wegner blev født i 1914 i Tønder (dengang var der ca. 5000 indbyggere i Tønder), og det blev også her, han tilbragte de første 21 år af sit liv. Familien Wegner boede lige overfor Kristkirkens hovedindgang i Smedegade 12, hvor faderen Peter også havde sit skomagerværksted. Altså voksede min far op med håndværk tæt inde på livet. Han kunne selvfølgelig låne værktøj af sin far, men det var nu snarere snedkerens værksted og træet tre huse længere henne ad gaden, som tiltrak sig hans opmærksomhed. For her kunne han, fra han var helt lille, få de pinde og træstumper, han havde brug for til at lave sine projekter.
Skolearbejdet havde ikke hans store interesse. Derimod havde han altid kunnet lide at tegne og male, og motiverne til sine akvareller fandt han i byens omegn. Ellers var det det åbne land uden for byen med områderne omkring Vidåen, der trak. For naturen her gav ham mulighed at fange sommerfugle og insekter, lære planterne at kende og studere dyr og fugle. Og var der en allikeunge, der i sin iver havde forladt reden i et af byens høje træer for tidligt, så var det ikke fremmed for ham at tage sig af den.
Vidåens vand med muligheden for både at sejle, svømme og dykke spillede også en vigtig rolle. Min far har om den fortalt, hvordan han og hans ældre bror Heini engang havde badet i den i november. De havde håbet, at deres mor Nicoline ikke opdagede det, men min far – som på det tidspunkt ikke var ret gammel – var kommet til at tage blusen omvendt på. Så klø var uundgåeligt. Men mange år senere var det de fisk, smådyr og planter, han huskede fra åen og byens anlæg, han ved hjælp af omhyggeligt udskårne finerstumper (intarsia) valgte at gengive på døre og skuffefronter på sit såkaldte Fiskeskab. For mig er dette skab det møbel, som på grund af sit særlige motivvalg mest åbenlyst trækker tråde tilbage til opvæksten i Tønder.
Som 14-årig kommer han i lære som snedker og får de følgende fire år lært at fremstille de møbler og andre ting, som kunderne bestiller hos hans mester Stahlberg. Han elsker arbejdet med træet og får derfor sin egen høvlebænk i kælderen under faders værksted. Her begynder han med huljern at skære figurer af især mennesker og fugle. Træet til disse er store stykker af egekævler, som han finder på gaden, når byens gamle huse bliver renoveret. Så drømte han mon på dette tidspunkt om at blive billedskærer? Hans interesse for faget må have rygtedes i byen, for billedskærer Michael Laursen fra Aarhus aflægger på opfordring af sine familiemedlemmer i Tønder besøg hos familien Wegner for at se, hvad skomagerens søn kan præstere. Flere år senere mødes de to atter, men nu i Aarhus. Min far har i mellemtiden studeret møbeldesign i København og skulle nu være med til at tegne møbler til det nye rådhus i Aarhus. Laursen vil gerne producere en stol tegnet af min far, og han bliver den første til at seriefremstille en sådan – nemlig gyngestolen ML-33. Og ja, dens stel får faktisk udskårne bladranker på stellet.
I øvrigt: Da Peter (Mathiesen) Wegner var en dygtig skomager, så var en af de kunder, han kom til at sy fodtøj til, grev Schack på Schackenborg Slot.
Maj 2021, Marianne Wegner
Schackenborg Slot ligger i idylliske Møgeltønder få kilometer fra landegrænsen til Tyskland. Kombinér dit besøg på Schackenborg med andre skønne oplevelser i Sønderjylland. Besøg fx Tøndermarsken, Museum Sønderjylland, gå en tur i den hyggelige Slotsgade og få den sønderjyske stemning ind under huden.
Åh nej… Vi beklager, men du bruger en browser, der er for gammel til at vise alt det siden kan. Hvor ærgerligt.
Vi anbefaler, at du bruger en af nedenstående browsere i stedet.
Tak for din forståelse.
(Ikke anbefalet)