Schackenborg Slot ejes og drives i dag af Schackenborg Fonden. Fonden blev stiftet 30. juni 2014 af Prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, ECCO Holding A/S og Ole Kirks Fond og har Prins Joachim og Prinsesse Marie som protektorer. Fonden er en almennyttig, erhvervsdrivende fond, der har overtaget Schackenborg Slot og et dertil hørende landbrug med det formål at åbne slot og park for offentligheden, at give den kongelige familie mulighed for lejlighedsvise ophold på slottet for at bevare den nære kontakt mellem Kongehus og Sønderjylland samt i muligt omfang at støtte almenvelgørende og almennyttige formål.
Fondens formål er således:
- At eje, drive og bevare Schackenborg Slot og park samt det i slottet beroende historiske indbo.
- At give adgang for offentligheden til slot og park.
- At give Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og Prinsesse Marie, Prins Joachims efterkommere samt andre medlemmer af den danske kongefamilie mulighed for lejlighedsvise ophold på Schackenborg.
- At yde støtte til almenvelgørende og almennyttige formål, herunder til kulturelle, videnskabelige, sociale og uddannelsesmæssige formål i det omfang, der efter bestyrelsens opfattelse er økonomisk mulighed herfor.